Engang imellem kommer der en film forbi, der respekterer sin tilskuer nok til at turde have karakterer med flere dimensioner, udvikling der ikke er indlysende og replikker der har flere betydninger. Sådanne film eleverer hverdagen til sin egen mærkværdige poesi og efterlader en med indtrykket om, at der er håb for vores fortællinger alligevel. Tak!
